De globale emissioner fra modeindustrien steg med 6,3 % fra 2023 til 2024, viser Apparel Impact Institutes opdatering fra 2026 af organisationens køreplan mod netto-nuludledning (Roadmap to Net Zero). Der var tale om den anden årlige stigning i træk – en udvikling, som organisationen primært tilskriver et stigende forbrug af fibre, særligt oliebaseret polyester.
Resultatet blotlægger et centralt dilemma inden for bæredygtig mode. Projekter, der fremmer energieffektivitet og vedvarende energi, kan reducere emissionerne på de enkelte anlæg, men de samlede emissioner kan alligevel stige, hvis produktionen vokser hurtigere, end disse forbedringer slår igennem.
Fra brandløfter til fabriksprojekter
Rapporten gør gældende, at næste fase af dekarboniseringen skal finde sted på anlægsniveau. Det indebærer at omsætte overordnede tilsagn til konkrete tiltag – såsom elektrificering af varme, anvendelse af vedvarende elektricitet og energieffektiviseringer – med fokus på de områder, hvor behovet for energi og varme er størst.
Tekstilforarbejdning på Tier 2-fabrikker er særligt vigtig, da farvning, efterbehandling og andre processer kan kræve betydelige mængder varme. Valg af materialer spiller en rolle, men det gør energisystemet bag hvert produktionstrin også.
Rapporten fremhæver eksempler på fremskridt. PUMA oplyste, at vedvarende energikilder dækkede cirka 33 % af energiforbruget på virksomhedens kernefabrikker i 2025, hvilket oversteg målsætningen på 25 %. Shenzhou International Group rapporterede, at vedvarende elektricitet udgjorde over 60 % af det samlede forbrug i 2024, samt en reduktion på 16,8 % i Scope 1- og 2-emissioner fra 2020 til 2024. H&M Group reducerede antallet af leverandørfabrikker i kategorierne Tier 1, 2 og 3, der benytter kulkedler på selve fabrikken, fra 118 i 2022 til 10 i 2025.
Disse eksempler viser, hvad der er teknisk muligt. De beviser ikke, at hele sektoren er på rette spor.
Finansieringsproblemet ligger længere oppe i kæden.
En stor del af modebranchens operationelle aftryk ligger hos leverandørerne, mens indkøbsmagt og avancer i ledet mod forbrugeren ofte befinder sig andre steder i værdikæden. Leverandører kan mangle kapital til en rimelig pris, faste indkøbsaftaler eller adgang til grøn strøm og netinfrastruktur.
Instituttet opfordrer derfor brands, finansielle institutioner, beslutningstagere og implementeringspartnere til at dele den økonomiske og driftsmæssige byrde. Uden en sådan samordning risikerer en leverandør at blive bedt om at investere i udstyr med lang levetid, samtidig med at virksomheden står over for kortsigtede ordrer og et pres på priserne.
Dette er ikke kun et teknologisk problem. Det handler om, hvem der bærer risikoen, hvem der høster værdien, og om de kommercielle kontrakter understøtter den omstilling, de lægger op til.
Absolutte emissioner er den egentlige målestok for resultater.
CO2-intensitet måler udledninger pr. beklædningsgenstand, pr. kilogram materiale eller pr. omsætningsenhed. Disse mål er nyttige, men de kan forbedres, samtidig med at de samlede udledninger stiger. Klimamål kræver absolutte reduktioner – ikke blot et mere miljøvenligt forholdstal knyttet til en stigende produktionsmængde.
Rapportens fire prioriteter hænger derfor sammen: at gennemføre projekter på anlægsniveau, finansiere leverandører, udbrede dokumenterede løsninger og håndtere produktionsvækst, samtidig med at der opnås absolutte reduktioner.
Cirkulære modeller kan bidrage ved at forlænge produkters levetid, øge materialeeffektiviteten og mindske efterspørgslen på jomfruelige fibre. De erstatter ikke en hurtig omstilling til CO2-neutral energi i fremstillingssektoren.
Den Mythic Mode perspektiv
Bæredygtig mode bliver troværdig, når fortællingen flytter sig fra tøjmærker til infrastruktur. Et stykke tøjs aftryk formes af fibre, varme, elektricitet, fabriksudstyr, logistik og produktets levetid.
Stigningen på 6,3 % er et brancheestimat baseret på instituttets metode og tilgængelige data – ikke en præcis opgørelse over hver enkelt producent. Værdien ligger i retningen og de operationelle forhold: isolerede fremskridt overhales af systemvækst.
Det afgørende spørgsmål for brands er ikke længere, om et pilotprojekt kan fungere. Spørgsmålet er, om finansiering, indkøbspraksis og implementering på fabrikkerne kan gøre dokumenterede tiltag til standard i det omfang, klimamålet kræver.